lørdag den 22. november 2008

Tilfredsstillende afslutning

Igår var jeg til specialeeksamen. Jeg var ikke voldsomt nervøs inden, men jeg havde heller ikke specielt store forventninger. Efter eksaminationen var overstået har jeg måttet indse, at jeg fuldstændig mangler indsigt i mine egne evner. Formentlig et udslag af perfektionisme.

Eksaminationen forløb godt og behageligt. Det havde lidt karakter af en hyggelig og interessant samtale mellem ligestillede. Jeg havde analyseret Snapshottgt.dk ud fra de designprincipper jeg anvender i specialet, og den analyse fremlagde jeg for John og censor (Henrik Juhl). Derefter talte vi om social software, online communities, netværk og praksisfællesskaber. Da tiden var gået gav Henrik Juhl mig et uddrag af en videnskabelig artikel som han bad mig læse mens de voterede om min karakter. Den slags har jeg aldrig været ude for før, men jeg tænkte at det var pudsigt og skægt og var derfor helt med på den. Jeg nåede kun lige at skimme den, da de ikke voterede i mere end 2-3 minutter. Henrik Juhl spurgte mig hvornår jeg troede artiklen var fra og jeg gættede på at den måtte være 40-50 år gammel. Ganske rigtigt var artiklen fra starten af 60'erne og handlede blandt andet om netværk, og var ret relevant ift. mit speciale. Det sludrede vi lidt om indtil John udbrød at jeg jo også skulle have min karakter. Han sagde at de slet ikke havde været i tvivl om at jeg skulle have tolv, og så tabte jeg kæben. Jeg havde ikke i mine vildeste fantasier troet at det ville gå så godt, men jeg er positivt overrasket. De lagde især vægt på at jeg skriver godt og på at jeg havde fået min metode til at fungere upåklageligt. De mente begge at jeg bør skrive professionelt på en eller anden måde, og det går jeg så og tygger lidt på.

Jeg vil meget gerne skrive professionelt, men har aldrig været overbevist om at jeg havde evnerne til det. Nu skal jeg så bare lige finde ud af hvordan det skal kunne lade sig gøre. Måske skriver jeg bare en roman i min fritid ;-)

Ingen kommentarer: