torsdag den 16. oktober 2008

Røvsnaps sgu!

Overskriften er vist den bedste beskrivelse på status mindre end tre uger inden speciale-aflevering.

Jeg har haft svær hovedpine on/off (mest on) i den sidste måneds tid, og i denne uge har jeg haft to (ja, jeg sagde to!) voldsomme migræneanfald. Jeg har været plaget af hovedpiner i godt 15 år, men jeg troede faktisk at jeg var færdig med at få voldsomme migræneanfald. Jeg ved naturligvis udmærket hvor problemet stammer fra - stress, dårlig søvn, konstant arbejde foran computeren og manglende motion gør ikke noget godt for min krop.
Problemet med voldsom hovedpine er at det for mig, er fuldstændigt umuligt at koncentrere mig i meget mere end 10-15 minutter ad gangen. Ordene flyder sammen, og jeg skriver sætninger som jeg ikke engang selv forstår. Ikke hensigtsmæssigt når man forsøger at skrive et speciale.

Oveni hovedpinen er der nogle triste ting i Daniels (min kærestes) familie, at forholde sig til og det øger bare stressniveauet.

Jeg er nu i den situation at jeg simpelthen tvivler på at jeg kan få skrevet specalet færdig til tiden, og det gør mig mildt sagt lettere panisk. Øv! Det skal som bekendt afleveres d. 3. november og da jeg allerede er bagud, vil jeg MEGET gerne undgå at skulle udsætte aflevering. De barske realiteter er så bare at resultatet jo nok bliver derefter, men det kan jeg vel også leve med.

Opgaven de næste par dage bliver at få et overblik over hvad jeg har af materiale, og hvor der for alvor skal sættes ind. Og så må jeg jo gøre det så godt som muligt under de lidt svære omstændigheder. Hvis jeg var religiøs ville jeg tro det ikke var en del af min skæbne, at aflevere speciale, men den slags pjat tror jeg heldigvis ikke på ;-)

Lige nu er der en lille pause i hovedpinen, og så gælder det om at udnytte det og få skrevet en masse så jeg vil vende tilbage til specialeskrivningen.

Skal forresten mødes med en masse kloge hoveder på søndag - deriblandt Etienne Wenger, hvis udgivelser jeg bruger en del i specialet. Det skal nok blive spændende...

Ingen kommentarer: